Reddede hel børnehave fra flammerne: Personale fra daginstitutionen Dammen i Greve får Danske Beredskabers hæderslegat

Torsdag den 23. august 2017 modtog personalet i daginstitutionen Dammen hæderslegatet fra Danske Beredskaber. Hæderslegatet tildeles personer, som har handlet ekstraordinært i en presset situation og derved reddet mennesker og værdier fra brand. Hæderslegatet uddeles en gang om året på Danske Beredskabers årsmøde, som i år afholdes i Odense. Gitte Gravesen og Lene Annette Nielsen er ansatte i Dammen, og de modtog legatet på vegne af personalet, som snarrådigt reddede børn og deres egen arbejdsplads fra at blive opslugt af flammer.

Uheldige omstændigheder gjorde, at der opstod brand i et skur mandag formiddag d. 1. maj 2017. Skuret stod lige op ad daginstitutionen Dammen i Greve, og her udviklede dagen sig hurtigt til en test af personalets evner til at reagere hurtigt og beskytte alle børnene.

”En nabo kom løbende og fortalte, at det brændte i vores skur, og straks fik vi travlt”. Sådan starter Gitte Graversen fortællingen. Hun er ansat i institutionen og fik igangsat evakueringen af de mange børn. ”Da vi kigger ud, kan vi se, at det allerede brænder kraftigt i skuret. Der sker mange ting samtidig. Børnene evakueres ud til legepladsen, Lene kommer med en brandslukker fra køkkenet, og vi er flere, som begynder at rulle brandslanger ud fra bygningen, mens der er én, der ringer 1-1-2”.

På brandstationen modtages alarmen kl. 11:42 med en melding om ”brand i daginstitution.

”Vi kunne se røgsøjlen over hustagene, allerede da vi kørte ud fra brandstationen. Få minutter efter ankom vi til adressen og kunne se personalet, der kæmpede imod flammerne”, fortæller Elias Samsø Larsen, der er indsatsleder i Østsjællands Beredskab.

Ved beredskabets ankomst var børnene evakueret, og en brandslukker og to brandslanger i brug for at standse flammerne fra at sprede sig til selve hovedbygningen. Det er beredskabets vurdering, at branden hurtigt ville have spredt sig til hele daginstitutionens hovedbygning, hvis ikke personalet havde brugt brandslangerne.

”Der var sodskader på facaden, og flere ruder var knuste. Der er ingen tvivl om, at personalet reddede en hel daginstitution. De handlede resolut og med stort mod. Det er jeg fuld af beundring over, og derfor var vi i beredskabet heller ikke i tvivl om, at de skulle indstilles til denne pris”, siger Elias Samsø Larsen.

”Vi er glade for og stolte over at kunne uddele Danske Beredskabers hæderslegat til mennesker, som gør en forskel. Personalet i Dammen leverede en helt særlig indsats, da de effektivt trådte til for at redde børnene ud og begrænse branden, og derfor fortjener de også en helt særlig hyldest for deres heltemodige indsats”, siger næstformand for Danske Beredskaber, Lars Robetje, der til daglig er beredskabsdirektør i Østsjællands Beredskab

Også fra personalets øverste chef, Greve Kommunes borgmester Pernille Beckmann, lyder der rosende ord.

”Jeg er pavestolt over vores medarbejdere, som både sørger for at børnene bliver reddet og føler sig trygge, samtidig med de redder en bygning. De er et eksempel for os alle sammen”, siger Pernille Beckmann.

 Fondens formål 
Danske Beredskabers Legats formål er at støtte og belønne initiativer og projekter, der skønnes at være til gavn for redningsberedskabet i Danmark, herunder yde hædersbelønning til personer, som i forbindelse med løsningen af beredskabsopgaver har ydet en særlig indsats.

Uddeling skal ske i henhold til følgende principper:

  1. a) 86 % af fondens årlige uddeling skal uddeles til personer, der efter fondsbestyrelsens opfattelse har ydet en ganske særlig indsats i forbindelse med brandbekæmpelse,
  2. b) 33 % af fondens årlige uddeling skal uddeles til støtte og belønning for initiativer og projekter, der skønnes at være til gavn for beredskabet i Danmark.

Fakta
Danske Beredskaber er interesseorganisation for de 24 fælleskommunale beredskaber og brandvæsner, der dækker hele Danmark.

Det kommunale beredskabs godt 1.700 fastansatte brandfolk, 4.300 deltidsansatte og 3.600 frivillige er fordelt på 241 lokale brandstationer, og rykker årligt ud ca. 40.000 gange med sine i alt over 1.700 køretøjer (tal fra 2015). Kilde: “Redningsberedskabets Statistik 2016”.

Det var formand for Danske Beredskaber, Jarl Vagn Hansen, og kasserer i Danske Beredskaber, Flemming Nygaard-Jørgensen, der overrakte hædersbevisningen.