Stærke faglige oplæg venter deltagerne til Årsmødet 2024

Den 31. maj åbnede tilmeldingen til Årsmødet 2024, der afholdes den 10. og 11. september på Aalborg Havn. Deltagerne kan se frem til stærke, faglige indlæg og hæsblæsende underholdning, når World Firefigther Games afholdes i forlængelse af årsmødet. 

Tilmelding af deltagere til Danske Beredskabers Årsmøde i Aaalborg Havn er nu åben. Alle deltagere skal tilmelde sig særskilt med kontaktoplysninger via linket herunder. Vær opmærksom på, at der ved tilmelding kan tilmeldes flere på en gang.

Tilmeldingsfristen er d. 31. august 2024

Klik her for at tilmelde dig Årsmødet 2024

Stærkt program venter årsmødets deltagere, og med mere end 40 tilmeldte udstillere og en spektakulær placering ved havnefronten i Aalborg, bliver Årsmødet 2024 noget helt specielt. Deltagerne kan se frem til stærke indlæg og underholdning i verdensklasse, da World Firefighter Games afholdes på Aalborg Havn i forbindelse med årsmødet.

Program for Årsmødet 2024:

Tirsdag 10. september
Kl. 08.00                Udstillerne bemander stande og gør klar til Årsmøde.

Kl. 09.00                Officiel åbning foran teltet. Dørene åbner til teltet.

Kl. 10.00                 Fagligt oplæg ‘Børsen brænder…’

Sådan lød overskrifterne i alle danske (og en del udenlandske) medier den 16. april 2024 om morgenen.

Hovedstadens Beredskab fortæller om den operative indsats, de konkrete udfordringer med og de mange læringer af en hændelse, som man ikke oplever hvert år. Hør om de indsatstaktiske overvejelser, og hør både indsatspersonellets og indsatsledelsens tanker undervejs. Og så sætter vi det lange lys på – for hvordan passer vi godt på vores kulturarv, og bliver bedre til at forebygge brand i fredede og ikoniske bygninger?

Kl. 11.45 – 13.00     Frokost.

Kl. 13.30                  Fagligt oplæg ‘Hvis hybridkrigen kommer…’

Sikkerhedssituationen har på ganske kort tid ændret sig markant, og også i Danmark skal vi forholde os til, at truslen fra hybride angreb er stigende. Men hvad er et hybridt angreb egentlig? Hvor stor er sandsynligheden for, at det sker i Danmark, og hvilken form vil det i givet fald sandsynligvis have? Og hvad bliver de umiddelbare konsekvenser, særligt set med beredskabets briller.

Kl. 16.00                Udstilling lukker for i dag.

Kl. 18.00                Ankomst og velkomstdrink til festmiddag.

Kl. 18.30 – 21.00   Festmiddag med enkelte indslag undervejs.  Herefter egen tid i Aalborg.

Onsdag 11. september
Kl. 09.00                 Udstilling åbner.

Kl. 10.00                  Fagligt oplæg ‘Hvilken retning er vi på vej i?’

Et beredskabsforlig er formentlig på plads, når vi ses til september i Aalborg. Det samme er økonomiaftalen mellem kommuner og Regering. Hvor efterlader det beredskabet, der står overfor masser af nye opgaver i en verden i hastig forandring? Er der ressourcer nok til at håndtere nye opgaver med energiomstilling, klimaforandring, civilbeskyttelse og øget behov for rekruttering, samtidig med at vi stadig skal slukke brand, stoppe oversvømmelser og hjælpe ved trafikuheld? Danske Beredskaber indbyder til paneldebat med kommunale, nationale og faglige stemmer.

Kl. 11.45 – 13.00      Frokost.

Kl. 15.00                  Udstilling lukker. Nedtagning af stande mv. herefter.

 

Vi glæder os til at se dig til Årsmødet 2024 den 10. og 11. september i Aalborg.

Klik her for at tilmelde dig Årsmødet 2024