Nærgående borgere udgør ofte en stor udfordring, når myndighederne rykker ud. Danske Beredskabers Årsmøde stillede skarpt på problemet
Af Peter Borberg, journalist, Asbjørn & Borberg
Situationen er velkendt. Under en indsats fra politi eller brandmyndigheder trænger civile borgere sig på med alt lige fra aggressive tilråb, velmenende råd, pågående nysgerrighed eller kameraet i en mobiltelefon. Situationer, som udfordrer beredskaberne, der indimellem savner konkrete handlemuligheder.
Dem blev der leveret nogle bud på i forbindelse med Danske Beredskabers Årsmøde, som havde besøg af Mark Grosmann, politiassistent, Fyns Politi og Leon Birdi, selvstændig konsulent med speciale i relationen mellem myndighed og borgere.
De to bad som det første tilhørerne dele ud af erfaringerne med nærgående borgere, og det skortede ikke på eksempler:
”Jeg har ikke tid til den afspærring!”
”Hvad er der sket?”
”Er der noget, jeg kan gøre?”
”Jeg har startet 10 hjerter!”
Responsen fra tilhørerne fik Mark Grosmann til at fortælle om en nærværende episode, hvor en række hjerteløbere kom i konflikt med hinanden i deres iver efter at få lov til at hjælpe en pige, der var faldet om, men som viste sig ikke at have fået hjertestop.
– Det var tæt på, at der opstod slagsmål blandt de her hjerteløbere, fordi de alle sammen ville starte pigens hjerte, og der var endda en, som skubbede til de andre, mens han råbte ’Flyt jer, jeg har startet 10 hjerter!’ Til sidst måtte en civilbetjent skubbe pågældende til side og identificere sig med politiskiltet, fortalte Mark Grosmann, som for længst har erfaret, at hvis ikke han og hans kolleger er aktive hele tiden på et ulykkes- eller gerningssted, opstår det problemer.
– Borgerne kaster sig over dig med spørgsmål og kommentarer, hvis du er passiv, og de mener dybest set altid, at de er bedre til at løse opgaven, lød det fra politibetjenten.
Tre kategorier
Ifølge Leon Birdi kan de nærgående borgere deles ind i tre kategorier: Den hjælpsomme, der ser sig selv som en resurse. Den nysgerrige, der muligvis ikke har ondt i sinde, men som ikke forstår situationen og viser upassende adfærd. Og endelig er der den, som modarbejder beredskabet, og som ikke ønsker, at det skal være der.
– Når man som medarbejder kan identificere, hvilken kategori en borger hører til i, kan man bedre indrette sin egne reaktionsmønstre og sin kommunikation derefter fremfor at ty til de samme løsningsmodeller hver gang, forklarede Leon Birdi og uddybede:
– Hvis man står med en borger, som i sit forsøg på at ville hjælpe, er venligt dominerende, så vil en kontant afvisning typisk skabe en konflikt, hvorimod en anerkendelse af tilbuddet om hjælp kan pacificere vedkommende på en rolig måde. Man er nødt til at analysere den position, som kommunikationen fra borgeren kommer fra.
Mark Grosmann supplerede:
– Overordnet kan man sige, at når man som myndighed kommer ud på et ulykkes- eller gerningssted, så skal man være tydelig i forhold til kontrol og kommando. Borgeren må aldrig være i tvivl om, hvem der bestemmer.
Ærlighed skaber suveræne resultater
Med det afsæt rettede oplægsholderne opmærksomheden mod et givent team af beredskabsfolk, og Mark Grosmann slog i den sammenhæng til lyd for vigtigheden af at fremme en ærlighedskultur blandt medarbejderne.
– Det gælder altid om at caste sig selv og sine kolleger i forhold til et uheldssted og få sagt ’du tager dig af den del, fordi det er du god til!’ eller ’tror du ikke, at jeg skal tage mig af den her del af opgaven?’ I det ligger en accept af, at man hver især har både nogle styrker og begrænsninger, og min erfaring er, at når man i et team tør være ærlig om disse forhold, så får man et suverænt resultat ud af det.